Gå til indhold
Rørbæk Dyreklinik

Sygdomme

Hjerte- og lungeorm hos hund i Danmark

Hjerte- og lungeorm hos hund kan give hoste, træthed og alvorlig sygdom. Læs om symptomer, smitte via snegle, test og forebyggelse.

Skrevet af dyrlægerne hos Rørbæk DyreklinikOpdateret 7. februar 2026

Larve af hjerte- og lungeorm set i mikroskop

Vidste du, at din hund – især en nysgerrig én – kan blive alvorligt syg af noget så tilsyneladende uskyldigt som en snegl i haven? I Danmark findes både fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) og rævens lungeorm (Crenosoma vulpis) – og de kan begge udgøre en alvorlig sundhedsrisiko for din hund, særligt hvis den elsker at snuse og udforske sine omgivelser. Især unge hunde er udsatte – hunde under 18 måneder har en markant øget risiko for infektion.

Hjerte- og lungeorm hos hund er fællesbetegnelsen for disse parasitinfektioner, som i Danmark skyldes fransk hjerteorm og rævens lungeorm.

Der er heldigvis meget, du kan gøre for at beskytte din hund. Vi vil her gennemgå hvad hjerte- og lungeorm er, hvilke symptomer du skal være opmærksom på, samt hvordan det diagnosticeres og behandles.

Hvad er hjerte- og lungeorm?

Hjerte- og lungeorm er parasitter, som angriber hundens hjerte og luftveje.

Fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum)

  • Lever i hjertet og de store blodkar i lungerne.
  • Giver symptomer som vejrtrækningsbesvær, hoste, træthed og blødningsforstyrrelser.
  • Kan i værste fald føre til neurologiske symptomer og pludselig død.

Rævens lungeorm (Crenosoma vulpis)

  • Holder til i luftvejene, primært bronkier og bronkioler.
  • Giver typisk vedvarende hoste og træthed.
  • Kan give kronisk inflammation i lungerne, hvis den ikke behandles.

Begge parasitter har snegle som mellemvært, og smitte sker typisk via:

  • Spisning af snegle eller frøer
  • Kontakt med snegle-slim på fx græs, vandskåle, legetøj, nedfaldsfrugt

OBS: Det er ikke nødvendigt, at hunden spiser hele sneglen – det kan være nok at slikke på en forurenet genstand.

Symptomer – hvad skal du holde øje med?

Symptomer på hjerte- og lungeorm hos hund kan variere meget og er ofte uspecifikke i de tidlige stadier.

De mest almindelige symptomer:

  • Tør hoste eller vejrtrækningsproblemer
  • Øget træthed eller nedsat udholdenhed
  • Nedsat appetit og vægttab
  • Diarré og opkast

Alvorlige symptomer ved fremskreden infektion:

  • Blod i urin, opkast eller afføring
  • Bleghed i slimhinder
  • Næseblod eller blå mærker
  • Kramper, svimmelhed, ændret adfærd

Sygdommens forløb og larvens livscyklus

Infektionen starter ved, at hunden indtager en L3-larve fra snegl. Herefter:

  1. Migrerer larverne fra tarmen til lunger og hjerte.
  2. Udvikler sig til voksne orme.
  3. Lægger æg, som klækkes til L1-larver.
  4. L1 hostes op, synkes og udskilles i afføringen.
  5. Snegle optager larverne – og cyklussen starter forfra.

Det kan tage 4–8 uger fra hunden bliver smittet, til parasitten kan påvises i en afføringsprøve. Testen kan derfor være negativ i den periode.

Diagnosticering hos dyrlægen

Afføringsprøver (Baermann-test) – Golden Standard

  • Parasitterne udskilles med afføringen som mikroskopiske larver der ikke kan ses med det blotte øje.
  • Da udskillelsen kan være ujævn, skal afføring opsamles over tre på hinanden følgende dage.

Sådan gør du:

  • Brug rene poser/beholdere.
  • Tag ca. 1 teske fra hver dag – kun det øverste lag som ikke har været i berøring med jorden.
  • Opbevar køligt (ikke frys).
  • Indlever prøverne om formiddagen med navn og hundens oplysninger.

Vi hænger prøverne i minimum 24 timer og kontakter dig med resultatet så snart vi har det.

Andre tests og undersøgelser

  • Blodprøve: Kan afsløre fransk hjerteorm (ikke brugbar for lungeorm).
  • Røntgen og ultralyd: Bruges ved mistanke om hjerte-/lungeskader.

Behandling og opfølgning

Behandlingen tilpasses sygdommens sværhedsgrad og kan bestå af:

  • Ormekur ordineret af dyrlæge
  • Understøttende behandling (ilt, væske, smertelindring)
  • I svære tilfælde: Indlæggelse og tæt overvågning

Det er vigtigt med kontrol-afføringsprøver ca. 1 måned efter behandling, så vi sikrer os, at infektionen er væk.

Forebyggelse – sådan beskytter du din hund

Du kan selv gøre meget for at mindske risikoen:

Gode vaner:

  • Opsaml altid afføring – både hjemme og på gåtur
  • Fjern snegle og døde frøer i haven
  • Hold mad- og vandskåle indenfor
  • Rens legetøj og skåle jævnligt
  • Undgå at lade hunden spise fra jorden

Kontrol og forebyggende test:

  • Få tjekket afføringen 2 gange årligt, særligt i forår og efterår
  • Mange hunde bliver diagnosticeret selvom de stadig er symptomfrie - fordi deres ejer kommer med afføring til forebyggende test.

Hvornår skal du kontakte dyrlægen?

Mange symptomer kan have ufarlige årsager, men ved mistanke om hjerte- eller lungeorm er det vigtigt at reagere i tide.

Kontakt os hvis:

  • Din hund hoster eller virker træt
  • Du ser blod i opkast, urin eller afføring
  • Din hund har ændret adfærd

Har du mistanke om hjerte- eller lungeorm?

Hos Rørbæk Dyreklinik står vi klar til at hjælpe dig og din hund. Vi tager imod afføringsprøver alle hverdage – meget gerne indleveret om formiddagen. Husk at markere prøverne med dine og din hunds oplysninger. Du behøves ikke at ringe i forvejen hvis du vil indlevere afføringsprøver.

Læs også

Ring 47 17 80 50 Find vej
Designforslag B